Sådan bruger SOAK AI-værktøjer
Vi bruger AI-værktøjer i det daglige arbejde til kode, konfiguration, dokumentation og analyse, og nogle af dem er koblet direkte på de systemer, vi arbejder i. Det gør vi åbent, og denne side beskriver hvilke værktøjer vi bruger, hvad de bruges til, og hvad du kan bede os om.
Siden er henvist fra vores aftalegrundlag og opdateres, når vi ændrer værktøjer.
Vores principper
- Vi anvender kun AI-værktøjer på erhvervsvilkår, hvor leverandøren ikke bruger indtastede data til at træne modeller.
- Vi indtaster ikke adgangskoder, nøgler, certifikater eller følsomme personoplysninger i AI-værktøjer.
- Alt, vi leverer, gennemgås og godkendes af en af vores medarbejdere, inden det sendes til dig. Vores ansvar for leverancen er uændret, uanset hvilke værktøjer vi har brugt undervejs.
- Adgang sker via navngivne brugerkonti under vores administration, aldrig via private konti eller gratisversioner.
- Du kan til enhver tid begrænse eller helt fravælge, at vi bruger AI-værktøjer på dine opgaver.
De værktøjer, vi bruger
| Leverandør og værktøj | Anvendes til | Datalokation | Træning på data | Opbevaring |
|---|---|---|---|---|
ClaudeAnthropic, Team-plan |
Kode, konfiguration, dokumentation, analyse og tekst. Kan desuden forbindes direkte til de systemer, vi arbejder i, og hente og ændre data der. | Data lagres i USA. Anthropic kan sende trafik til lande i USA, Europa, Asien og Australien. | Nej | Samtaler gemmes, indtil vi sletter dem, og fjernes derefter fra Anthropics systemer inden 30 dage. Hvis Anthropics sikkerhedssystemer markerer en samtale som et muligt brud på deres regler for brug, kan de gemme den i op til 2 år. |
Microsoft 365 CopilotMicrosoft |
Dokumenter, mail, mødereferater, analyse | EU Data Boundary | Nej | I vores egen Microsoft 365-tenant. Følger de opbevaringspolitikker, vi sætter i Microsoft Purview. |
Microsoft FoundryMicrosoft, tidligere Azure AI Foundry |
Udvikling og test af AI-løsninger | Aftales i den enkelte opgave. Bruger vi SOAKs eget Foundry, lagres data i EU, medmindre andet er aftalt med kunden, eller det eksplicit vælges til, når SOAK Factory bruges. Bruger vi kundens eget Foundry, ligger data i kundens egen region. | Nej | Modellerne er tilstandsløse, så prompter og svar gemmes ikke i dem. Ved mistanke om misbrug kan en stikprøve gemmes til gennemgang i den valgte geografi. |
Copilot StudioMicrosoft |
Udvikling og test af agenter | EU. Vores Power Platform-miljøer ligger i Nordeuropa, Vesteuropa og Sverige. | Nej | Samtaletransskriptioner ligger i Dataverse i miljøet og slettes automatisk efter 30 dage. |
Databehandleraftaler
Alle leverandører på listen er omfattet af en databehandleraftale. For Anthropic sker overførsel af personoplysninger til USA på EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser, der indgår i de Commercial Terms, vores Team-plan er omfattet af. For Microsoft gælder Microsofts databehandlervilkår.
Opdateringer og fravalg
Vi opdaterer oversigten, når vi tilføjer eller udskifter værktøjer, og datoen nederst på siden viser, hvornår den sidst er ændret. Du kan til enhver tid begrænse eller udelukke vores brug af AI-værktøjer efter aftalegrundlagets punkt 14.5.
Når værktøjet er koblet på et system
Flere af værktøjerne kan forbindes direkte til de systemer, vi arbejder i (connectors), i stedet for at vi kopierer oplysninger ind i en samtale. Det bruger vi til opslag, analyse, rapportering og opdateringer i for eksempel Dataverse, Business Central, Microsoft 365 og vores eget CMS. Det er en anden situation end indtastet tekst, fordi værktøjet henter data fra kilden, og derfor beskriver vi det særskilt her.
Adgangen sker via navngivne konti under vores administration og rækker ikke videre, end den konsulent, der arbejder, selv kan komme. Ændringer i data udføres først, når konsulenten har godkendt dem. Vi kobler ikke værktøjer på dine systemer, uden at det er aftalt med dig.
Behandler vi personoplysninger på dine vegne ad den vej, gælder det samme som under Personoplysninger: det kræver en databehandleraftale, og leverandøren af værktøjet er underdatabehandler.
Personoplysninger
Behandler vi personoplysninger på dine vegne i et AI-værktøj, er leverandøren af værktøjet underdatabehandler. Det kræver din godkendelse efter den databehandleraftale, vi har indgået, og derfor aftaler vi det med dig, inden vi gør det.
Er der ikke indgået en databehandleraftale mellem os, indtaster vi ikke personoplysninger, vi behandler på dine vegne, i AI-værktøjer. Det gælder uanset hvilket værktøj der er tale om.
Se også vores privatlivspolitik og GDPR-side.
Vil du ikke have, at vi bruger AI på dine opgaver?
Så siger du bare til. Du kan begrænse eller helt udelukke anvendelsen, både ved aftaleindgåelsen og senere, og du kan afgrænse det til bestemte data, systemer eller opgaver. Vi beder om at få det skriftligt, så vi begge har det på skrift, og vi aftaler, hvad det betyder for tid og pris på de opgaver, det berører. Et fravalg gælder fremadrettet og berører ikke arbejde, vi allerede har udført.
Når vi bygger AI-løsninger til dig
Denne side handler om de værktøjer, vi selv bruger i arbejdet. Bygger vi en AI-løsning til dig, for eksempel en agent i Copilot Studio eller en løsning i Microsoft Foundry, aftaler vi i den enkelte opgave, hvem der har hvilke roller og forpligtelser efter AI-forordningen, og hvad løsningen er beregnet til.
Ændringslog
- Version 1.1, 21. oktober 2026. Sverige tilføjet som datalokation for Copilot Studio. Datalokationen for SOAKs eget Microsoft Foundry præciseret, så det fremgår, hvornår data kan ligge uden for EU. Teksten om, hvornår Anthropic kan gemme samtaler i op til 2 år, er skrevet tydeligere.
- Version 1.0, 17. august 2026. Første udgave.




Seneste kommentarer